Få gode historier om bjørnebegravelser og bizarre ritualer

Kom med til Forskningens Døgn og hør om de nordiske forbindelser for 5.000 år siden, torsdag den 27. april 2017, kl. 14 – 16 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.

18. april 2017

Spektakulær viden om Norddjurs’ gådefulde stenalder-sæljægere er på programmet, når Museum Østjyllands forskningsleder Lutz Klassen holder foredrag. Bliv fascineret af arkæologernes nyeste undersøgelser og konklusioner om musetænder, mystiske ritualer, og hvad moderne teknologi også kan bruges til.  
Foredraget er en del af Forskningens Døgn og samtidig et i rækken af eftermiddagskaffe-arrangementer på museet, så der er naturligvis kage og kaffe på kanden.

Forskningens Døgn med eftermiddagskaffe: Nordiske forbindelser for 5.000 år siden, torsdag den 27. april 2017, kl. 14 – 16 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.

Forskningens Døgn er en landsdækkende videnskabsfestival, der hvert år ruller hen over landet med over 600 events og mere end 75.000 besøgende. På museet i Grenaa er det i år mellem bjørnekranier og musetænder, at de gode videnskabelige historier kan findes.

Forskningsleder Lutz Klassen fortæller: ”For 5.000 år siden boede der et ganske særligt folkefærd på flere bopladser omkring landsbyen Kirial på Norddjurs. Museets arkæologer har lavet udgravninger på disse pladser gennem årtier. Men først nu er det takket være den nyeste teknologi muligt for os at forstå, hvad der virkelig forgik. ”

Til foredraget fortæller Lutz Klassen om, hvordan et internationalt hold af specialister har arbejdet for nu at kunne løfte sløret for nogle af de mest bizarre ritualer i Skandinaviens fortid. Ritualer, der er foregået på Djursland for 5.000 år siden.

  • Hvorfor blev der lagt rester af 13 bjørne i et hul i jorden?
  • Og hvorfor skulle 25 mus og muldvarpe fra hele Djursland dø i forskningens tjeneste?
  • Hvordan kunne deres tænder afsløre, at de fleste af bjørnene samt nogle elge, køer og hjorte var blevet bragt til stedet fra Sverige?
  • Hvorfor blev bjørneknoglerne dækket af en vinge af en af verdens største fugle, inden de blev begravet?

Få svarene på disse og mange andre spørgsmål i foredraget.

Billetter til fortiden

Det koster 50 kroner at opleve foredraget om nordiske forbindelser for 5.000 år siden. Dog er der gratis adgang for medlemmer af Museumsklubben og Museumsforeningen for Ebeltoft og Omegn. Kan du komme gratis ind, skal du alligevel også reservere dine billetter her. Du kan også hente dine billetter i butikken på Museum Østjylland.

Køb billetter her

For mere information om foredraget kontakt forskningsleder Lutz Klassen på 2383 9682 eller på lk@museumoj.dk