Skuder, skattejagt og sjov på museet

Sommeraktiviteter på Museum Østjylland i Grenaa, lørdag 25. juni – søndag 7. august 2016 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa. Kreative onsdagsaktiviteter den 29. juni, 6. juli, 13. juli, 20. juli og 27. juli, kl. 11 – 14.

19. juni 2016

Sommeren igennem byder Museum Østjylland i Grenaa på oplevelser for børn og voksne i alle aldre. Tag på en hyggelig skattejagt, se skønne skuder i museets særudstilling og kast dig ud i skiftende gør-det-selv-aktiviteter i museets gård hver onsdag i juli. Det er sjovt, det er gratis, og måske lærer du noget, som du aldrig glemmer igen.

Sommeraktiviteter på Museum Østjylland i Grenaa, lørdag 25. juni – søndag 7. august 2016 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.
Kreative onsdagsaktiviteter den 29. juni, 6. juli, 13. juli, 20. juli og 27. juli, kl. 11 – 14.

De hyggelige aktiviteter i museets gård plejer at trække mange fantasifulde børn til, der med stor lyst kaster sig ud i de kreative sysler. Test om du er ligeså kreative som i bronzealdermennesket, om du kan snitte som Emil fra Lønneberg, eller om du måske er sej som flintesmeden i stenalderen.

Bronze, træ og flint

Museet tyvstarter onsdagsaktiviteterne allerede i juni, nemlig onsdag den 29. juni og igen onsdag den 6. juli kl. 11 - 14, hvor museets kultur- og naturvejleder Janni Blank Wedderkopp lægger vejen forbi museet. Kig forbi og lær at lave smykker og pynt som ligner det, bronzealdermenneskene pyntede sig med. Der er noget for både piger og for drenge.

De efterfølgende onsdage kan du prøve kreative kræfter med følgende håndværk:

  •         Snitteværksted. Onsdag den 13. juli og onsdag den 20. juli, kl. 11 – 14.
  •         Flinthugning. Onsdag den 27. juli, kl. 11 – 14.

Topmodeller – også i LEGO

Og mens børnene laver smykker, snitter eller hugger flint, kan mor og far gå på opdagelse blandt museets topmodeller.
Museum Østjylland i Grenaa forbereder helt nye, permanente udstillinger, og mens vi venter på, at de bliver færdige, kan publikum nemlig opleve særudstillingen ”Topmodeller”. Udstillingen viser de fineste skibsmodeller fra museets samling. Skibene er alle fiskerbåde, men med meget forskelligt udseende og funktion.
I et hjørne af udstillingen er indrettet et LEGO-legehjørne, hvor børn og andre bygge-glade kan lave deres helt egen topmodel.

Ingen sommer uden skattejagt

Har du lyst til at lære lidt om fiskeri og skibe i de danske farvand, så du kan blære dig med din nye viden efter ferien? Så skal du være med i museets skattejagt!
Hvorfor er der hul i bunden på nogle af skibene? Og hvilken båd blev givet i gave til den senere Frederik 7., da han rejste til Færøerne? Tag på skattejagt efter svarene og få samtidig chancen for at vinde i sommerkonkurrencen. Du kan vinde seje præmier, og i år trækkes der både en 1., 2. og 3. plads, så der er gode vinderchancer.
Vinderne udtrækkes i uge 32 og får direkte besked.

Alle aktiviteter er gratis.

For mere information kontakt museumsinspektør Tina Bjerregaard på tb@museumoj.dk eller 4048 6530.