Randers midtby er smækfyldt af gode historier

Byvandring i Randers, tirsdag den 31. maj 2016, kl. 17 – 18. Mødested: Indgangen til Kulturhuset Randers i Stemannsgade.

31. maj 2016

Hvorfor har Randers en Slotsplads – men ikke noget slot? Hvorfor skal lemmen i Niels Ebbesens hus i Storegade altid stå åben? Disse – og mange andre ”undre-spørgsmål” – kan du få svar på, når arkivar Mathilde Storvang fra Museum Østjylland inviterer på en kulturhistorisk byvandring af den underholdende slags i det gamle gågadesystem i Randers.
Byvandring i Randers, tirsdag den 31. maj 2016, kl. 17 – 18. Mødested: Indgangen til Kulturhuset Randers i Stemannsgade.

Randers er fuld af gode historier. Den historiske byvandring med indbyggede gode historier giver dig nu chancen for at komme på opdagelse rundt i byens gader. ”Mange mennesker går hver dag rundt i deres egen by uden egentlig at kende de interessante historier, gaderne og bygningerne gemmer på. Mange rejser ud i verden for at opleve nye steder, men tit glemmer de den helt nære historie”, siger Mathilde Storvang og pointerer, at det er en skam, ”for man behøver altså ikke rejse mange kilometer væk for at finde de gode historier”.

Randers’ gamle dåbsattest

Randers er en gammel by, faktisk opstod den allerede i vikingetiden. Frem til reformationen i 1536 var meget af byen præget af kirker, klostre og forskellige kongers udenrigspolitik. På byvandringen kommer vi forbi statuen af Kong Erik Menved, som gav byen dens ”dåbsattest” helt tilbage i 1302. Vi skal naturligvis også høre mere om den kullede Grev Gert, hvis død næsten kastede landet ud i en ny krig!

Midtbyen er en smeltedigel

Randers centrum er stadig præget af den gamle middelalderbys gadesystem, men samtidig er byens midte naturligvis også moderniseret i stor stil. Rundt om i gaderne er der mange fine eksempler på de gamle købmænds bindingsværksgårde, der ligger side om side med moderne kontorbyggeri og middelalderens robuste kloster- og kirkebyggeri. Midtbyen er en smeltedigel af forskellige tiders byggeri.
På byvandringen har Mathilde Storvang udvalgt forskellige bygninger og steder, som er udgangspunktet for den levende billedfortælling over byens lange historie.

Alle er velkomne. For at alle deltagere skal kunne høre, hvad turlederen fortæller,anbefales byvandringen dog ikke til over 40 deltagere.
Turen er cirka tre km lang, så husk fornuftigt fodtøj og måske en paraply.

Arrangementet er gratis.

For mere information kontakt arkivar Mathilde Storvang på ms@museumoj.dk eller 87122648