Fortidsmindedag går til Kalø søndag den 2. oktober

I anledning af den nationale ”Fortidsmindedag” inviterer Museum Østjylland tur til Kalø Slotsruin, søndag den 2. oktober 2016, kl. 14 – 16. Mødested: P-pladsen ved Kalø Slotskro.

26. september 2016

Kom tæt på kulturarv og Kalø til Fortidsmindedag

En flot gåtur, frisk luft i håret og gode historier i ørerne. Det er opskriften på en dejlig og interessant søndag eftermiddag den 2. oktober. I år fejres den nationale Fortidsmindedag nemlig for første gang landet over, og det sker i det syddjurske blandt andet med en guidet tur til Kalø Slotsruin. Her inviterer Museum Østjylland på et underholdende dyk ned i vores fælles kulturarv.
Fortidsmindedag 2016: Kalø Slotsruin, søndag den 2. oktober 2016, kl. 14 – 16. Mødested: P-pladsen ved Kalø Slotskro.

Slots- og Kulturstyrelsen og de lokale museer er gået sammen om at skabe en Fortidsmindedag i Danmark, som afholdes 2. oktober 2016. Formålet er at lokke danskerne ud i by og land for at øge kendskabet og interessen for danmarkshistorien via et besøg på et af vores mange, fantastiske fortidsminder.

Spot på fortiden

På Museum Østjylland er der fuld opbakning til det nye initiativ, og arkæolog Thomas Guntzelnick Poulsen glæder sig over, at de mange spændende fortidsminder landet over får fuldt fokus en dag om året.

”Fortidsminderne er spredt over hele landet og er en meget vigtig del af vores kulturarv. På trods af at mange malerier og digte har fortidsminder i fokus, får de i dag ikke altid den opmærksomhed, som de egentlig fortjener. Det er derfor et rigtigt godt initiativ med en dag, der retter spotlyset på fortidsminderne. Og netop Kalø Slotsruin er en landets flotteste attraktioner og samtidig en rigtig dejlig spadseretur, ” mener Thomas Guntzelnick Poulsen.

Kalø – en tvangsborg

Kalø blev opført af Erik Menved efter et mislykket bondeoprør i 1313. De oprørske bønder blev sat til at opføre borge rundt omkring i Midtjylland for at sikre, at de ikke kunne gøre oprør igen. Kalø er en af disse såkaldte tvangsborge.

Genbrug i enevældets tid

Under Valdemar Atterdag i anden halvdel af 1300-tallet blev Kalø udbygget til mere eller mindre det bygningsværk, vi ser i dag. Borgen var meget imponerende, og det var næsten umuligt for fjendtligt sindede at indtage borgen. Så vidt vides, har ingen nogensinde forsøgt.
I slutningen af 1600-tallet blev borgen revet ned, og murstenene blev genbrugt til at bygge Charlottenborg på Kongens Nytorv.
Thomas Guntzelnick Poulsen fortæller på turen om borgens opbygning, og hvordan den fungerede under belejring. Hør også om baggrunden for at borgen overhovedet blev bygget og om bondeoprøret i 1313.
Husk fornuftigt fodtøj!

Det er gratis adgang.

Andre ture på Fortidsmindedagen

Museum Østjylland byder også på to andre ture til spændende lokaliteter på Fortidsmindedagen:

  • Fortidsmindedag: Bondestenalderens storstengrave, søndag den 2. oktober 2016, kl. 11 – 13.
    Mødested: På hjørnet af Barkærvej og Ny Lufthavnsvej, 8410 Rønde
  • Fortidsmindedag: Jættestuer og stendysser, søndag den 2. oktober 2016, kl. 11 – 12. Mødested: Gl. Fjellerup 10b, 8961 Allingåbro

For mere information kontakt Thomas Guntzelnick Poulsen på 4010 8128 eller på tgp@museumoj.dk