Kom tæt på alle slags liv fra Randers

Kom på omvisning i Bag døren – gemte fortællinger fra Randers, tirsdag den 30. august 2016, kl. 17 – 18 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.

30. august 2016

Stilfærdige liv. Dramatiske liv – og voldsomme dødsfald. Vidt forskellige livshistorier er omdrejningspunktet i Museum Østjyllands aktuelle særudstilling ”Bag døren – gemte fortællinger fra Randers”. Nu inviterer museet og udstillingens tilrettelægger, overinspektør Hanne Schaumburg Sørensen, på en tur ”Bag døren” til sin personlige fortælling om udstillingen. Hør blandt andet den tankevækkende beretning om borgmestersekretæren, der gemte alt.

Omvisning: Bag døren – gemte fortællinger fra Randers, tirsdag den 30. august 2016, kl. 17 – 18 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.

Omvisningen er en chance for at komme tæt på de mange forskellige fortællinger, der gemmer sig i udstillingen. Det er også en fin lejlighed til at stille spørgsmål til Hanne Schaumburg Sørensen, der har en omfattende viden om de gemte og glemte fortællinger fra Randers.

Museet arvede en guldgrube 

I 1999 arvede Museum Østjylland indboet efter borgmestersekretær frk. Johanne Larsen. Johanne Larsen kom fra en gammel randrusiansk familie, der i generationer kun havde smidt ud i begrænset omfang. Johanne blev aldrig gift eller fik børn, og derfor testamenterede hun hele sit indbo hjemmet i Steen Blichers Gade til museet. Det var noget, der vakte begejstring.

”Gaven var lidt af en guldgrube for os. Det var ikke fordi, der var meget af værdi, men til gengæld var der en masse finurlige eller helt dagligdags genstande, som folk normalt ville have kasseret. Netop sådanne ting er sjældne, men heldigvis var Johanne en ægte samler, der kunne se værdien i mange småting, ” fortæller Hanne Schaumburg Sørensen.

Den samle- og gemmeglade Johanne Larsen var eneste barn af kaffehandler Christian Larsen og Emma Jensen og sine forældres øjesten. I 1946 blev Johanne ansat ved Randers Kommune som sekretær, og hun nåede at tjene under seks borgmestre, før hun gik på pension.

Der er gratis adgang til omvisningen.

For yderligere information kontakt overinspektør Hanne Schaumburg Sørensen på 8712 2642 eller på hss@museumoj.dk