Hør om døde håndværk og dem, der overlevede

Kom til Små Fortællinger: ”Håndværk i middelalderens Randers”, torsdag den 31. marts 2016, kl. 13:00 – 13:20 på Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16 i Randers.

29. marts 2016

Den sidste kammager er for længst afdød, men skomagerfaget er her endnu. Hør mere om middelalderens håndværk, hvoraf nogle har overlevet i århundreder, når der er en lille fortælling på Håndværksmuseet i Randers om håndværk i middelalderens Randers på torsdag den 31. marts kl. 13:00 – 13:20.

Museumsinspektør på Håndværksmuseet, Inger Marie Hyldgård har tilrettelagt en interessant lille fortælling om de gamle håndværk. I en middelalderlig købstad som Randers var håndværksfagene nemlig rigt repræsenterede. ”Selv om der er gået 500 år siden da, ved vi faktisk en del om håndværksfagene. Vores viden kommer dels fra spændende arkæologiske fund, dels fra skriftlige kilder, så der er nok fortælle om” siger Inger Marie Hyldgård.

Til fortællingen om alle tiders dygtige håndværkere vil Inger Marie Hyldgård fortælle om de lokale håndværk i middelalderen og vise en række billeder. Museets gæster kan glæde sig til at høre om både Hans Maler, Peder Klokkestøber og Niels Sværdfeger og se eksempler på de funktionelle og smukke ting, som håndværkerne lavede.

Der er gratis adgang.

For mere information kontakt museumsinspektør Inger Marie Hyldgård på 8712 2641 / 4012 0754.