Herlige havnehistorier og en hed kaffetår

Kom til kaffefortællinger på museet i Grenaa, torsdag den 25. august 2016, kl. 14 – 16. Mødested: Udenfor Grenaa Marineforening, Klitvej 2 i Grenaa.

23. august 2016

Man kan ikke sige ”Grenaa” uden også at sige ”Grenaa Havn”. Fra middelalderlig åhavn i en by med få hundrede indbyggere til nutidens effektive fiskeri-, gods- og trafikhavn. Museum Østjylland og Grenaa Marineforening inviterer nu på frisk havneluft og lige så friske historier fra en aktiv havn, når der er endnu en omgang ”Eftermiddagskaffe på museet”.

Kaffefortællinger: Eftermiddagskaffe på museet, torsdag den 25. august 2016, kl. 14 – 16. Mødested: Udenfor Grenaa Marineforening, Klitvej 2 i Grenaa.

Det populære eftermiddagskaffearrangement flytter denne gang ud af museet og ned på Grenaa Havn. Her vil Pernille Juul vise rundt og fortælle om havnens farverige historie og udvikling. Pernille er en erfaren by- og havnevandrer og kender mange rigtig gode Grenaa-historier. 

”Brænder gæsterne på rundturen inde med en god historie om havnen, er de meget velkomne til at byde ind med den undervejs”, siger Pernille Juul.

På turen kan tilhørerne blandt andet glæde sig til at blive lidt klogere på, hvordan fiskeriet for alvor kom i gang omkring år 1900. Hør også om menneskene, hvor de boede, og om den udvikling, havnen har haft som industrihavn. Pernille Juul vil selvfølgelig også fortælle om færgefarten og om turismen, der har været og stadig er så vigtig for Grenaa og omegn.

Uden kaffe og småkager dur gæsterne ikke

Efter havnevandring, fortællinger og frisk havneluft inviterer Grenaa Marineforening indenfor i deres hyggelige lokaler på Klitvej, hvor der er disket op med kaffe og småkager. Lækkerierne bliver serveret sammen med flere gode historier om det maritime liv i og omkring Grenaa. Der er naturligvis også mulighed for at stille spørgsmål, både til Pernille Juul og til Marineforeningens repræsentanter.

Har du spørgsmål til arrangementet, kan du kontakte kaffemutter Tina Bjerregaard på tb@museumoj.dk eller 4048 6530.

Det er gratis adgang.