Håndværkere inviterer børn på ferie-sjov

Ferieaktiviteter for børn, tirsdag og torsdag den 18. og 20. oktober 2016, kl. 12 – 16 på Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16 i Randers. Og så er der naturligvis en skattejagt rundt på museet med en lille belønning.

14. oktober 2016

Der er sjovt at være kreativ, og i efterårsferien kan alle børn kaste sig ud i kreative ferieaktiviteter på Håndværksmuseet. De frivillige håndværkere har linet en masse projekter op, og de glæder sig til at lave armbånd, støvleknægte, postkort og meget andet sammen med børnene. Uanset om vejret bliver godt eller gråt, så er det hyggeligt at arbejde med hænderne i efterårsferien. Alle børn i skolealderen inviteres igen i år til at besøge Håndværkmuseet med de mange værksteder og arbejde i værkstederne sammen med de frivillige håndværkere.
Ferieaktiviteter for børn, tirsdag og torsdag den 18. og 20. oktober 2016, kl. 12 – 16 på Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16 i Randers.

Listen er lang…

I år kan børnene lave en lille fugle-foderkrog hos smeden. De kan kreere et læderarmbånd hos guldsmeden og hårspænder hos damefrisøren. Maleren har fundet ting frem til den kommende halloween. Tingene kan børnene male i passende farver. Hos sivfletteren fremstiller børnene småting i naturmaterialer, og bogtrykkeren har trykt postkort, som børnene kan farvelægge. Handskesyersken har fundet det lækre handskeskind frem, så børnene kan lave små magneter og nøgleringe med lædervedhæng. Træfolkene har haft travlt med at save brædder ud til støvleknægte, som børnene kan sætte sammen og senere bruge, nu vinterstøvle-sæsonen står for døren. 

Nyt i år!

Som noget nyt er der i år en strikkeskole på Håndværkmuseet, hvor børnene kan lære at strikke en lille firkant. Skulle de ikke blive færdige, er de velkomne til at tage garn og pinde med hjem og arbejde videre med den gamle teknik derhjemme.

Og så er der naturligvis en skattejagt rundt på museet med en lille belønning.

Det er gratis adgang til alle aktiviteter.

For mere information kontakt Inger Marie Hyldgård på 4012 0754 eller på imh@museumoj.dk