Flydende fæstninger, 100 kanoner og kaffen galt i halsen

Eftermiddagskaffe på museet – om flådens skibe og kanoner, torsdag 31. marts 2016, kl. 14 – 16 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.

29. marts 2016

Kom til foredrag med kaffe på museet i Grenaa

Nu inviterer Museum Østjylland i Grenaa på endnu et af de populære kulturhistoriske arrangementer med eftermiddagskaffe på museet. Denne gang om den tidlige flådes skibe og kanoner. Eftermiddagskaffe på museet – om flådens skibe og kanoner foregår torsdag den 31. marts 2016, kl. 14 – 16 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.

Det er arkæolog og museumsinspektør, Thomas Guntzelnick Poulsen, der i forbindelse med den aktuelle særudstilling ”Topmodeller – smukke linjer, stolte skuder og brede agterspejl” deler ud af sin maritime viden og interesse. Denne gang i selskab med forhåbentlig mange museumsgæster, god kaffe, sprøde småkager og en hyggelig snak om skuder, skibe og svundne tider.

Masser af soldater og 100 kanoner

Til torsdagens arrangement er fokus på Danmarks første flåde, der som bekendt i 2010 kunne fejre 500-års jubilæum. De første skibe var enorme flydende fæstninger, som kunne rumme masser af soldater og over 100 kanoner. ”De to hovedskibe, Maria og Engelen, var så imponerende for folk i 1500-tallet, at befolkningen i Voldby og Ebeltoft kirker valgte at afbillede dem i kirkernes hvælv. Finere kunne det ikke blive”, fortæller Thomas Guntzelnick Poulsen.

Efter kaffe, småkager og fortælling om den imponerende flåde, har du mulighed for at se dig omkring i museets aktuelle særudstilling ”Topmodeller”, hvor museets fineste modeller af fiskerbåde er udstillet. Arrangementet er gratis, og alle kan kigge forbi til en hyggelig eftermiddag i søfartens tegn.

For mere information kontakt kaffebrygger Tina Bjerregaard på 4048 6530 eller tb@museumoj.dk