Få en fjer på blandt skibe og påskeharer i Grenaa

På Museum Østjylland i Grenaa må alle børn gerne få en lille fjer på i påsken! Bliv skibsbygger for en dag eller kom og vær med i vores påskekonkurrence.

18. marts 2016

Påskeferie på Museum Østjylland i Grenaa

Påskeharen har efterladt sig spor i form af fjer og andre gode påske-sager blandt særudstillingens mange flotte skibsmodeller. Samtidig med jagten på fjer og æg kan børnene lære noget om dansk fiskerihistorie og lade deres kreativitet folde sig ud i en særlig påske-workshop. 

Påskeferiekonkurrence, lørdag 19. marts – mandag 28. marts, kl. 12 – 15 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.
Museet er lukket mandag den 21. marts.
Byg din egen topmodel – nu med fjer, tirsdag 22. marts og onsdag 23. marts, kl. 12 – 15 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.

Påskeharen har været på besøg på museet, og den har efterladt sig tydelige spor i særudstillingen ”Topmodeller” med alle tiders skibsmodeller. Den travle påskehare har plukket påskekyllingens fjerpragt lidt og kastet fjer her og efterladt et påskeæg der. Måske har påskeharen i virkeligheden glemt alle sine påskeæg rundt omkring i udstillingen? Alle børn, der er gode til at finde ting, har chancen for at hjælpe museet med at finde alle sporerne efter påskeharen. Samtidig deltager de i den store påskeferiekonkurrence om en hemmelig præmie!

Bliv skibsbygger for en dag

De flotte skibe i museets særudstilling er imponerende eksempler på et fascinerende håndværk, som kræver et særligt håndelag. I påskeferien får alle børn i Grenaa og omegn mulighed for at teste deres evner inden for modelbyggeriet. Museet inviterer nemlig til endnu en omgang ”Byg din egen topmodel”, som var en velbesøgt aktivitet i vinterferien! ”Foruden genbrugsmaterialer, ispinde og perler tilsætter vi denne gang en stor bunke fjer, som alle de kreative børn sikkert let kan forvandle til skønne ”påskede” topmodeller”, forudser påskemutter Tina Bjerregaard.  

Der er gratis adgang.

For mere information kontakt Tina Bjerregaard på mail tb@museumoj.dk eller telefon 4048 6530.