Eftermiddagskaffe blandt topmodeller og fiskerskrøner

Er der nogen, der ved noget om fiskeri og fiskerbåde, så må det være folk i Grenaa! Nu inviterer Museum Østjylland i Grenaa til en hyggelig eftermiddag med snak om alle tiders fiskerbåde, fiskeri og livet på og omkring havet. Alle er velkomne.

22. februar 2016

Fiske-snakken garneres med en god kop kaffe og småkager og tager udgangspunkt i den nyåbnede særudstilling ”Topmodeller” med en række smukke skibsmodeller. Så kom til eftermiddagskaffe på museet – ”Topmodeller”, torsdag 25. februar 2016, kl. 14 – 16 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.

Det er tilrettelægger af ”Topmodeller”, Søren Østergård Madsen, der sammen med museet er vært for eftermiddagskaffe-arrangementet.

Fiskeri i rivende udvikling

Indledningsvis viser Søren Østergård Madsen rundt i udstillingen og fortæller om baggrunden for, at skibsmodellerne i sin tid overhovedet blev lavet. Nogle er bygget som minde om et skib, andre som dokumentation om en bestilling på skibsbyggeri og andre igen som et ansøgningsmateriale, ikke i skrift på papir men i træ, bomuld og messing. ”Der er sket en rivende udvikling i dansk fiskeri gennem de sidste århundreder. På flere måder har de danske fiskere og den danske fiskeri-industri været på forkant, og dansk fiskeris udvikling har sat sig direkte spor i modelsamlingen”, fortæller Søren Østergård Madsen, der også vil fortælle om Danske Fiskerimuseums ”fødsel” på landsudstillingen i 1888. Fiskerimuseet er nu en del af Museum Østjylland.

Efter modeller kommer kaffe

Efter turen rundt i særudstillingen byder museet på kaffe, småkager og en forhåbentlig fortsat god snak om både, fiskeri og andre emner, der dukker op undervejs. Der plejer at være mange gæster og gode historier om livet i Grenaa nu og dengang, når museets åbner dørene til de populære eftermiddagskaffe-arrangementer.
Kom til et arrangement, hvor modellerne er 1:8 og historierne 2:1!

Der er gratis adgang.

Vil du vide mere om arrangementet, så kontakt museumsinspektør Tina Bjerregaard på telefon 4048 6530 eller mail tb@museumoj.dk