Detektorfolk på jagt efter Kolindsunds skatte

Det er populært som aldrig før at lede efter fortidens skatte, og i weekenden den 10. og 11. september var en stor flok amatørarkæologer bevæbnet med metaldetektorer i gang på Kolindsund.

15. september 2016

Museum Østjylland havde lørdag inviteret lokale detektorfolk til at medbringe detektorer og undersøge området. Om søndagen stødte yderligere en stor gruppe detektorfolk fra Thy til.
Håbet var at finde genstande fra det store søslag, der fandt sted på sundet i 1165 under Valdemar den Store.

”Vi regnede ikke med at gøre store våbenfund. De blev gjort allerede ved dræningen af Kolindsund for 130 år siden, men der ligger sandsynligvis stadig en række mindre genstande. Vi fandt da også nogle nagler, som formodentlig stammer fra de store skibe”, fortæller arkæolog Thomas Guntzelnick Poulsen.

Der ligger mere derude

Thomas Guntzelnick Poulsen håber og tror, at fremtidige undersøgelser af området vil resultere i flere – og gerne mere personlige – genstande. Det kunne være remspænder eller beslag.
Baseret på lørdagens resultat vil Museum Østjylland nu overveje, om området fremover skal undersøges på samme måde.

”Jeg tror, vi fortsætter med detektorerne en tid endnu. I lidt mindre skala en i dag dog. Derefter kan det være, at vi går over til andre metoder, som måske er mere effektive som for eksempel et geomagnetometer”, siger Thomas Guntzelnick Poulsen.

For mere information kontakt arkæolog Thomas Guntzelnick Poulsen på 4010 8128 eller på tgp@museumoj.dk