Snitteværksted onsdag den 20. juli i museumsgården i Grenaa

Snitteværksted i museumsgården, onsdag den 20. juli 2016, kl. 11 – 14 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.

04. juli 2016

Det går helt i spåner på museet i sommerferien

Sommeren byder på andet end myggestik og for koldt badevand. På Museum Østjylland i Grenaa kan du for eksempel lære at snitte i træ som en semi-professionel og lave slangebøsser, smøreknive og andet godt. Snitte-arrangementet er et af sommerens kreative og hyggelige onsdags-arrangementer for store og små i museets gård.

Snitteværksted i museumsgården, onsdag den 20. juli 2016, kl. 11 – 14 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.

Tropper du og din voksne op på snitteværkstedet en af dagene, kan du lære at snitte, så træspånerne flyver dig om ørerne! Præcis som Emil fra Lønneberg, der blev meget dygtig til at snitte træmænd af at sidde så mange timer i skuret! Snitteværkstedet er for børn fra ca. fem år sammen med deres voksne.

Du kan snitte lige det, du vil

Måske er det lige præcist en træmand, som du har allermest lyst til at snitte. Måske vil du hellere lave et sværd eller noget helt tredje. Mulighederne er mange, når du går i gang med kniven. Skal det være et sejt sværd? Eller måske trænger mors urtehave til nye håndsnittede blomsterpinde? Eller hvad med en slagkraftig slangebøsse, som drenge legede med i gamle dage?
De voksne er naturligvis også velkomne til at kaste sig ud i snitteriet. Måske har far, mor eller bedstemor lyst til at snitte smøreknive til de nybagte boller?

Hvad er en båndhøvl? Det ved Ib

Du kan også prøve snittebænken og en såkaldt båndhøvl. Teknikkerne lærer du af Ib Larsen, som selv er lidt af en træmand. Ib bruger meget af sin fritid på at snitte og lave spændende ting i træ sammen med sine børnebørn.

Madder i museumsgården

Tag madpakken med i museumsgården og nyd en snitte-pause og madderne og den dejlige, lyse sommer. Museets gård er nemlig det perfekte sted at slå sig ned med frokosten, og i gården er opstillet borde- og bænkesæt, som I er velkomne til at bruge.
Når I er færdige med træ-snitterierne, så besøg særudstillingen ”Topmodeller” inde på museet. Oplev flot håndværk i form af smukke skibsmodeller, som er lavet i gedigne materialer som træ, bomuld, silke, messing og jern.

Der er gratis adgang.

For mere information kontakt museumsinspektør Tina Bjerregaard på tb@museumoj.dk eller 4048 6530.