Hør mere om bondestenalderens storstensgrave

I anledning af den nationale ”Fortidsmindedag” inviterer Museum Østjylland på tur til bondestenalderens storstensgrave ved Feldballe og Nødager søndag den 2. oktober 2016, kl. 11 – 13.

23. september 2016

Fortidsminder fejres på Djursland

Hop i bilen og tag med på en interessant tur tilbage til fortidens Djursland. I anledning af den nationale ”Fortidsmindedag” inviterer Museum Østjylland nemlig på tur til bondestenalderens storstensgrave ved Feldballe og Nødager. Hør historierne om gravhøje og stengrave, når arkæolog Esben Kannegaard fortæller om fortidens fascinerende spor. 
Fortidsmindedag 2016: Bondestenalderens storstensgrave, søndag den 2. oktober 2016, kl. 11 – 13.
Mødested: På hjørnet af Barkærvej og Ny Lufthavnsvej, 8410 Rønde.

Slots- og Kulturstyrelsen og de lokale museer er gået sammen om at skabe en Fortidsmindedag i Danmark, som afholdes 2. oktober 2016. Formålet er at lokke danskerne ud i by og land for at øge kendskabet og interessen for danmarkshistorien via et besøg på et af vores mange, fantastiske fortidsminder.

”Det er altid en fornøjelse at lave levende formidling direkte ved udgravninger og anlæg fremfor bag et skrivebord eller foran en tavle. Jeg håber, at der er rigtig mange, der er bare lidt nysgerrige på deres kulturarv og de storstensgrave, der findes i det sydlige Djursland. Der er masser af gode historier at fortælle om dem”, siger arkæolog Esben Kannegaard.

Masser at høre om og se på

Denne søndag er første stop på bilturen den såkaldte Barkær-lokalitet, der rummer historier om langhøje med begravelser, tre grave og et lille dyssekammer. Anlægget ligger ved kysten af Korup Sø.

”Her går vi i professor Globs fodspor. I 1940-erne udgravede han et stort anlæg her. Først troede man, at det var en af verdens ældste landsbyer. Senere blev det dog omfortolket til at være et begravelsesanlæg, der indeholder et af de ældst kendte dyssekamre i landet”, fortæller Esben Kannegaard.

I skoven ved Korup Sø går turen til en meget flot og velbevaret runddysse, derefter videre til Nødager sogn, som er et de steder i Danmark med flest stengrave. Her kan dagens gæster høre historier om en velbevaret langdysse. Turen slutter ved runddyssen Mejekirke.

For store og små

Turen ud i det blå på Fortidsmindedagen foregår dels i egen bil, dels til fods, så husk fornuftigt fodtøj og en fuld tank.
Turen er tilrettelagt sådan, at der er alle muligheder for at få en sjov og interessant dag for både børn og voksne. Spørgsmål besvares undervejs, og det kræver absolut ingen forudsætninger for at deltage. Kun lysten til at vandre i fortidens fodspor, forsikrer Esben Kannegaard.  

Andre ture på Fortidsmindedagen
Museum Østjylland byder også på to andre ture til spændende lokaliteter på Fortidsmindedagen:

  • Fortidsmindedag: Kalø Slotsruin, søndag den 2. oktober 2016, kl. 14 – 16.
    Mødested: P-pladsen ved Kalø Slotskro
  • Fortidsmindedag: Jættestuer og stendysser, søndag den 2. oktober 2016, kl. 11 – 12. Mødested: Gl. Fjellerup 10b, 8961 Allingåbro

Det er gratis adgang.

For mere information kontakt arkæolog Esben Kannegaard på 3032 7541 eller på mail.