Børn og unge springer ud som fotografer

Det kommer til at sige ”knips, knips, knips” på Museum Østjylland i Kulturhuset, når børn og unge i vinterferien inviteres til at prøve deres evner som fotografer af. Her får de spirende fotograf-talenter mulighed for at tage fotos og dermed vise, hvordan de ser verden.

12. februar 2016

Vinterferien på museet i Randers

Fotoworkshoppen for børn og unge foregår tirsdag den 16., onsdag den 17. og torsdag den 18. februar 2016, hver dag fra kl. 11 – 15 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
Husk at tllmelde dig til enten tirsdag eller onsdag!

Tilmeld dig workshop pr. mail

I workshoppen deler den professionelle fotograf Juan De Dios Garza Vela ud af tips og tricks, der er nødvendig basisviden for kunsten at tage et godt fotografi. Juan De Dios Garza Vela var i efteråret involveret i lignende fotoprojekt på Museum Østjylland i Grenaa. Her var det skolebørn fra 5. og 6. årgang, der stillede skarpt og tog flotte fotos under titlen ”Mit Grenaa”. 

Så skal der knipses!

Når foto-teorien er på plads til workshoppen i Kulturhuset, slippes børn og unge løs, stiller skarpt og fotograferer. Anstrengelserne munder ud i en mini-fotoudstilling, der sættes op torsdag. Efterfølgende er der reception og kåring af bedste fotos. Forældre, venner og veninder og andre interesserede er velkomne.
De tre bedste billeder kåres, og der vil være en lille præmie. Fotoudstillingen under navnet ”Sort/hvid eller farve” kan ses på Museum Østjylland i Kulturhuset frem til den 13. marts 2016.

Tilmelding nødvendig på tilmelding@museumoj.dk eller tlf. 8712 2600. 

Det er gratis at deltage i fotoworkshoppen.

For mere information kontakt museumsinspektør Lisette Berg Andersen på lba@museumoj.dk