Beton-kunstner bygger nye udstillinger

Det er ikke alt, der glimter, der er guld. Og det er heller ikke alt, hvad der grangiveligt ligner sten og træ, der er det!

02. september 2016

På Museum Østjylland i Grenaa kører arbejdet med de nye faste udstillinger på højtryk. Blandt de travle aktører er engelske Simon Hunt, der bygger jættestuer, bolværk, køkkenmøddinger og klinter i flamingo, gips og beton så naturtro, at Vorherre selv kunne tro, at det var hans eget skaberværk.

Da flamingo blev til sten

Simon Hunt er hyret af museet til at lave interiør og skabe scenarier i udstillingerne, og det nærmer sig kunst, når han tryller med flamingoplader, gips og fiberbeton.
Først laver han en grov opbygning af jættestuen eller klinten i flamingo. Derefter spartler han flamingoen over med et tyndt lag fiberbeton for til sidst at male, så det præcist ligner sten, træ eller et stykke af en klint.   

”Når man kommer ind i udstillingsrummet og ser de store ”sten”, som Simon har lavet, når man lige at tænke: Åååh, bare nu den gamle bygning kan holde til det! Man glemmer lige i øjeblikket, at det jo ikke er rigtige sten, fordi det er lavet så imponerende flot og naturtro”, mener museumsinspektør Tina Bjerregaard, som er en af de mange medarbejdere, der knokler på, for at få de nye udstillinger færdige til åbningen i januar 2017. 

Hvem er Simon Hunt?

Simon Hunt er 50 år og har arbejdet med dette håndværk i 17 år. Han er uddannet inden for formgivning og design fra en kunstskole i Manchester, men har boet i Danmark i 27 år. 
”Jeg arbejder for det meste på større, udendørs projekter. Det har været spændende her at arbejde med de begrænsninger, der er i den gamle Købmandsgård. Det er meget anderledes, end de projekter, jeg ellers har arbejdet på. Det er også interessant at opbygge omgivelser, som giver genstandene relevans – at skabe en ramme om oldtidens historie”, forklarer Simon Hunt.

Simon har tidligere arbejdet på projekter i bl.a. Aalborg Zoo, Randers Regnskov, København Zoo og Ree Park.

Snart kan I selv komme ind og kigge

Arbejdet med de nye udstillinger har på skitse- og finansieringsplan været undervejs i flere år. De sidste måneder er der blevet arbejdet intenst med opbygningen af selve udstillingerne i Købmandsgården, så de kan stå færdige til at modtage publikum den 28. januar 2017. Udstillingerne kommer til at vise 10.000 års historie om livet på Djursland.

For mere information kontakt museumsinspektør Tina Bjerregaard på tb@museumoj.dk.