Besøg dyrekranier, fuglelig og fangekælderens spøgelser

Krokodillekranier, eksotiske fugle, seje slangeskind - og så selvfølgelig en skummel og fugtig fangekælder, hvor der – måske – bor spøgelser! Alt det kan du opleve, når du som opdagelsesrejsende besøger Museum Østjylland i Ebeltoft i din vinterferie.

08. februar 2016

Vinterferien på Museum Østjylland i Ebeltoft

Vinterferien på Museum Østjylland i Ebeltoft starter lørdag den 13. februar og løber frem til søndag den 28. februar, alle dage fra kl. 12 – 15 på Museum Østjylland – Siamesisk Samling og Det gamle Rådhus, Juulsbakke 1 i Ebeltoft. 

Siamesisk Samling indeholder fascinerende jagttrofæer og et unikt udvalg af kulturgenstande fra Siam, det gamle Thailand. Samlingen er ganske enkelt et skatkammer af besynderlige, smukke, overraskende og sjove genstande, og et bedre sted findes vel ikke at gå på skattejagt! Årets vinterferiekonkurrence i Siamesisk Samling er derfor en opdagelsesrejse, hvor du løser sjove opgaver undervejs.

Hvem tør gå i fangekælderen?

Skattejagten bringer dig også til Det gamle Rådhus, hvor du lærer lidt om Ebeltofts historie. På rådhuset skal du også en tur ned i den mørke fangekælder for at finde ud af, om der bor andet end rotter dernede!
Svarer du rigtigt på alle spørgsmål, kan du deltage i vinterferiekonkurrencen, hvor vinderen og præmien afsløres i uge 9.

Det er snart sommer!

Tyvstart sommeren med en tur rundt i særudstillingen ”Sommerliv” i Siamesisk Samling. Her kan du opleve historien om blomstrende turisme i Ebeltoft gennem mere end 100 år, og du får blandt andet et festligt indblik i den skiftende bademode gennem tiderne!

Åbent i to uger

Der er alle muligheder for at få en interessant, sjov og kulturel vinterferieoplevelse, da Museum Østjylland i Ebeltoft holder åbent for alle gæster i både uge 7 og 8. Der er gratis adgang.

Har du spørgsmål til vinterferien på Museum Østjylland, så kontakt museumsinspektør Tina Bjerregaard på tb@museumoj.dk eller 4048 6530.