Nisserne er ude på skrammer i Købmandsgården

Julen er rykket ind i Købmandsgården med drilske nisser, der laver uorden og ballade i særudstillingen på Museum Østjylland.

15. november 2015

Julen på Museum Østjylland i Grenaa

December måned på museet byder udover nissejagt på de frække, små fyre også på julefotos i museets julekrog, jul for alle pengene i museumsbutikken, julemarked i Købmandsgården og sidste chance for et gensyn med det gamle Grenaa. Nisserne er på spil i Købmandsgården og jul i museumsbutikken fra den 27. november til den 30. december 2015.
I år har den gamle købmandsgård besøg af små drillenisser, som laver ballade i særudstillingen. De gemmer sig rundt omkring, og museet mangler assistance fra børn, som vil følge sporene efter de frække, små fyre og bringe orden i udstillingen igen!
Selvfølgelig har de hjælpsomme børn også mulighed for at vinde en ekstra julegave, hvis de finder alle nissesporene og gætter det rigtige kodeord. Vinderen udtrækkes i uge 1.
I december har du også mulighed for at tage et personligt julebillede i museets hyggelige julekrog. Så husk nissehuer og kamera, når du kommer på besøg på museet!

De elsker jul i museumsbutikken!

Derfor er der ikke sparet på noget, da der blev købt julevarer ind til årets julesalg i museumsbutikken. Her er nisser, julepynt, gaveidéer, stjerne og alskens julerier for enhver pengepung og smag. Du kan købe pynt og fine julesager til den traditionelle, gamle, danske jul, som vor mor og bedstemor kender den. Men der er også fyldt op på butikshylderne med moderne julepynt fra tidens populære firmaer som danske Maileg og norske Nääsgränsgården, der laver kvalitetsting i nutidigt design inspireret af fortidens jul.

Julemarked for alle sanser

Det er ikke for tidligt at begynde at glæde sig til årets julemarked i den maleriske Købmandsgård i Grenaa den 5. december, kl. 11-16. Det udendørs marked byder på lækkerier for både øjne og smagsløg, når de mange boder lokker med lækre fødevarer og brugskunst af forskellig slags. (lækre klejner, brændte mandler og lokalt produceret honning og også unikke hjemmegjorte juleting, strik, betonbrugskunst m.m.)
Sidste år kom der over 1.000 gæster på julemarkedet i Købmandsgården!

Gensyn med Grenaa for sidste gang

Trænger du til en pause fra alle julerierne, har du kort tid endnu mulighed for at opleve Museum Østjyllands aktuelle fotoudstilling ”Gensyn med Grenaa”. De sidste fotos pilles ned af væggene torsdag den 31. december 2015.
Der er gratis adgang.

For yderligere information kontakt museumsinspektør Tina Bjerregaard på telefon 4048 6530 eller på tb@museumoj.dk