Pop-up udstilling på Værket: Strøm på!

Fra mandag den 29. august til onsdag den 28. september

Foto: Randers Stadsarkiv

Gå på opdagelse i de gamle fotos i Værkets foyer, når Randers Stadsarkiv viser fotos fra en svunden tid.

Et tryk på kontakten, så er den der! Strømmen, der driver alle elektriske apparater både i hjemmene, på arbejdspladserne og i byrummet. Det er helt utænkeligt i dag, at vi skulle kunne leve uden elektricitet, og vores hverdag er i dag milevidt fra den, som mennesker levede for blot 100 år siden. Vores vaner og livsmønstre har ændret sig markant på kort tid med indførelsen af nye teknologier, som er forankret i elektriciteten. Efterhånden er elektriciteten blevet så selvfølgelig en del af vores liv, at vi først lægger mærke til den, når strømmen er gået!

Musikhuset Værket har til huse i byens gamle elværk. I 1906 indviede man elværket, og dermed kan man tale om det moderne gennembrud i byens historie. Vi har fået lov til at låne udstillingspladsen i Værkets foyer, og nu kan du en kort periode se og læse mere om elværkets historie.

Sted: Musik- og teaterhuset Værket, Sven Dalsgaards Plads 1, 8900 Randers C

Det er gratis at besøge udstillingen i Værkets normale åbningstid.

Museum Østjylland har 150-års jubilæum i år. Det fejrer vi med masser af arrangementer, aktiviteter og udstillinger rundt i Randers for både børn og voksne. Følg løbende med på vores hjemmeside eller de sociale medier.