Foredrag: Tyskerpiger – under besættelse og retsopgør

Onsdag 9. oktober, kl. 18:30 - 20:30

I forbindelse med vores særudstilling MODSTAND har vi arrangeret en lang foredragsrække med 2. verdenskrig som tema i efteråret.

 

”Tyskertøser og feltmadrasser" blev de kaldt, de titusinder af danske kvinder, der under besættelsen var kæreste med tyske soldater og som efterlod sig 10.000–12.000 dansk-tyske krigsbørn. Hvem var tyskerpigerne, og hvorfor havde de intim samkvem med tyske besættelsessoldater? Når tyskerpiger gik offentligt med tyske soldater, signalerede de accept af besættelsen. Dét blev de straffet for med den kolde skulders politik og med klipning. Men de blev også straffet, fordi de krænkede tidens kønsmoralske normer, og fordi kvinders seksualitet blev betragtet som national ejendom. Tyskerpigernes historie har været en ubekvem historie i den danske kollektive erindring om besættelsestiden. Med brug af interviews, politirapporter, illegale blade og mange andre kilder fortæller Anette Warring tyskerpigernes historie.

Anette Warring er professor i historie på Roskilde Universitet. I 2017 udkom en ny udgave af hendes bog ”Tyskerpiger – under besættelse og retsopgør”, der første gang udkom i 1994 og var et resultat af hendes ph.d.-afhandling.


Mødested: Store sal i Kulturhuset, Stemannsgade 2, 8900 Randers C