Bjørne, elge og shamaner i Djurslands vilde stenalder - foredrag med forskningsleder Lutz Klassen

Onsdag den 30. september kl. 18.30-20

Forskningsleder Lutz Klassen fra Museum Østjylland holder foredrag om Bjørneklanens Ø Kainsbakke ved Kirial. På Kainsbakken eksisterede der for 5.000 år siden et helt specielt samfund. Næsten hele Djurslands befolkning var flyttet sammen på holmen, der på den tid var omgivet af fjord og sump. Indbyggerne havde tætte forbindelser til Vestsverige. Herfra overtog de nogle særprægede spisevaner og havde blandt andet sælkød på menuen.
Også shamanistiske ritualer fandt på denne måde vej til Djursland. Bjørnekranier og elgkæber blev sejlet fra Sverige til Kainsbakken og nedlagt i en ceremoni sammen med dele af en vinge fra en pelikan.
Foredraget formidler den videnskabelige baggrund for museets aktuelle særudstilling Bjørneklanens Ø – Djurslands Vilde Stenalder.

Mødested: Museum Østjylland, Stemannsgade 2, 8900 Randers

Pris: 50 kroner. Gratis for Museumsklubbens medlemmer