Mit Tørklæde - Mit Valg

Særudstilling i 2019

Mit tørklæde

Kan ses i perioden 2. februar 2019 - 28. april 2019.

Debatter om tørklæder går livligt i medierne. Men har du nogensinde selv haft en snak med en muslimsk kvinde, der går med tørklæde? Hvad betyder det for hende? Det får du mulighed for at få et indblik i nu.

Museum Østjylland er ved at forberede en ny udstilling, som åbner d. 2. februar 2019. Projektet undersøger de vilkår og værdier, der har betydning for at unge går med tørklæde i dag. Det handler blandt andet om identitet, ligestilling og mode.

I udstillingen kan du se videoer med kvinder fra Randers, der fortæller om at gå med tørklæde, og giner med tørklæder sat op af kvinder fra Randers. Udstillingen giver også et indblik i debatter om integration, ligestilling og indvandring.

Ildsjælene bag udstillingen er David Lebovitch Dahl, som er historiker, og Sice Juel Hansen, som har en baggrund indenfor kulturformidling og underviser på en sprogskole for flygtninge og indvandrere.

Sice siger om projektet: ”Hvis man undgår at snakke om det, man ikke kender, kan det blive til noget, man er utryg ved. Derfor er dialog så super vigtig. Det har været vores afsæt for at lave denne udstilling – at se hinanden i øjnene og mødes med nysgerrighed.”

David udtaler: ”Til udstillingen hører nogle spændende uddannelsesforløb om integration og ligestilling i historie og samfundsfag for ungdomsuddannelser og i dansk kultur og sprog for sprogskoler. Forløbene er tilbud som alle ungdomsuddannelser og sprogskoler kan deltage i. Vi håber at udstillingen og forløbene bliver godt modtaget i Randers og er med til at styrke fællesskabet på tværs af folk og institutioner i byen.”

Er du interesseret i en guidet rundvisning i udstillingen eller er du en underviser på ungdomsuddannelser, herunder stx, hf, htx og hhx, eller sprogskoler, som vil høre mere om uddannelsesforløbene, kan du kontakte David på mail dld@museumoj.dk eller telefon 29470450.

Projektet er støttet af Region Midtjylland, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Spar Nord Fonden og Politiken-Fonden og laves i samarbejde med Randers Bibliotek og Randers Sprogcenter – Ungeværket og Museum Østjylland.