Randers Stadsarkiv

Adresse på den offentlige læsesal: Stemannsgade 2, 8900 Randers C

I maj 2013 oprettedes Randers Stadsarkiv ud fra det tidligere Randers Lokalhistoriske Arkiv. Arkivet indsamler og bevarer arkivmateriale fra det geografiske område, der udgjorde Randers Kommune før kommunesammenlægningen i 2007.

I arkivet kan du finde person- og slægtshistorisk materiale, fotografisamlingen, avissamlingen, kortsamlingen, ejendomsarkivalier, forenings- og institutionsarkivalier, udklipssamlingen, lokalsamlingen og forfattersamlinger.

Åbningstider

Åbningstider for den offentlige læsesal er tirsdag, kl. 13 - 16 og torsdag, kl. 11 - 16. 

Lukket: Hele juli, 24. december - 1. januar, 1. maj og grundlovsdag.

Kontakt

Private og besøgende kan kontakte stadsarkivet på den offentlige læsesal, som ligger i stueetagen i Kulturhuset, Stemannsgade 2, 8900 Randers.

Bemærk: Der kan forekomme ventetid i forbindelse med ekspedition af kommunale arkivalier samt visse private arkivalier.

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte os på mail randers.stadsarkiv@museumoj.dk eller på tlf. 8712 2639.

Praktisk

Randers Stadsarkivs offentlige læsesal ligger i stuen i Kulturhuset. I samme bygning finder du Museum Østjyllands afdeling i Randers, Randers Bibliotek og Randers Kunstmuseum. Det er gratis adgang til arkivet.

Der er elevator i bygningen.

Arkivalier og trykt materiale kan ikke hjemlånes. En del titler fra lokalsamlingen findes dog i Randers Biblioteks hovedsamling og kan hjemlånes derfra.

Fotokopier fra arkivets samlinger kan bestilles og købes på stedet.

Der er mulighed for at købe mad og drikke i Kulturcaféen på 1. sal.

Nærmeste parkering er P-Huset i Fischersgade 20, 8900 Randers C. Det er betalingsparkering.

Historie

I 1954 blev Byhistorisk Arkiv grundlagt af byrådssekretær Povl von Spreckelsen. Byrådet indvilligede på det tidspunkt i at stille to lokaler på Rådhuset til rådighed, samt 1000 kr. om året til omkostningerne ved arkivdriften. Fra oprettelsen blev arkivet en del af det daværende Randers Museums historiske afdeling.

Byhistorisk Arkiv havde i 1956 en times fast kontortid hver onsdag, fredag og lørdag, hvor borgere og interesserede kunne søge oplysninger og gå på opdagelse i de gamle protokoller.

I 1968 ændrede Randers Byhistorisk Arkiv og Lokalhistoriske Samling sin organisering og blev herefter en del af Randers Centralbibliotek. Derved fik arkivet rådigheden over en stor avissamling, som blandt andet omfatter Amtsavisen fra 1810.

I 1969 kunne arkivet flytte ind i større lokaler i det nyopførte Kulturhus. Indvielsen blev afholdt den 13. august 1969 i de nyindrettede lokaler i kælderen - 14 dage før den officielle indvielse af Kulturhuset. Arkivet ændrede ligeledes navn fra Byhistorisk Arkiv til Randers Lokalhistoriske Arkiv på et tidspunkt under flytningen.

I 1997 udvidede arkivet de fysiske rammer, da bibliotekets daværende avislæsesal blev inddraget. Derved fik arkivet flyttet publikumsbetjening, og kontormiljø op i stueetagen, mens magasin og lokal- og avissamlingerne forblev i kælderen. I forbindelse med udvidelsen blev arkivet endnu en gang lagt ind under museet hvor det har befundet sig siden.

I maj 2013 ændrede arkivet navn fra Randers Lokalhistoriske Arkiv til Randers Stadsarkiv. Udover at stå for indsamlingen af de private arkivalier i byen, er arkivet nu ansvarlig for de kommunale arkivalier i Randers Kommune.

Vedtægterne for Randers Stadsarkiv