Randers Kulturhuset

Adresse: Stemannsgade 2, 8900 Randers C.

Kulturhuset

Museum Østjylland ligger på 1. sal i Kulturhuset. I samme bygning finder du Randers Stadsarkiv, Randers Bibliotek og Randers Kunstmuseum.

Det er gratis adgang til museet.

Åbningstider

Tirsdag - søndag, kl. 10 - 16.

Åbent alle ugens dage i uge 7 og 42 samt 2. påskedag, kl. 10 - 16.

Lukket: 1. januar, 1. maj, 2. pinsedag, grundlovsdag, 24.-26. december og 31. december

Praktisk

Der er elevator i bygningen.

Museumsbutikken ligger i forlængelse af museets reception. 

Der er mulighed for at købe mad og drikke i Kulturcaféen på 1. sal.

Nærmeste parkering er P-Huset i Fischersgade 20, 8900 Randers C. Det er betalingsparkering.

Udstillinger i Kulturhuset

I Kulturhuset findes Museum Østjyllands største udstillingsområde. Her kan du altid se udstillingerne De Buhlske Stuer, Fra købstad til industriby, Middelalderens mennesker og Oldtid på Randersegnen med den interaktive runesten.

Hvert år er der 3-4 aktuelle særudstillinger.

Historie

Kulturhuset ligger på det sted, hvor det gamle Randers Museum lå. Det gamle museum var bygget i 1893 i en arkitektur, der havde forbillede i de gamle græske templer og med en tilhørende museumshave. I begyndelsen af 1960’erne var den gamle museumsbygning imidlertid i så dårlig stand, at man valgte at rive den ned til fordel for et nyt moderne kulturhus med plads til både museer og bibliotek.

Idéen om Kulturhuset i Randers blev fostret i begyndelsen af 1960’erne. Da diskuterede man på nationalt plan, om man skulle give statstilskud til kulturcentre med flere funktioner. Randers var det eneste sted i landet, hvor man besluttede at samle museer, arkiv og bibliotek i ét hus, og der var oven i købet også planer om at tilknytte koncertsal, teatersal og biograf.

Byggeriet af det nye kulturhus, som er tegnet af arkitekten Flemming Lassen, blev påbegyndt i 1964, og huset stod klar til indvielse i 1969. Kulturhusets store, rå betonflade er bygget sammen med en ældre, rød murstensbygning, som fra 1891 til 1966 husede Teknisk Skole.

Tanken var, at Kulturhuset skulle blive en helt naturlig del af randrusianernes hverdag. Derfor var det også vigtigt for byens kulturpolitikere, at huset kom til at ligge lige midt i byen, hvor alle kommer. Den daværende formand for kulturudvalget, Verner Jensen kaldte Kulturhuset, ”70’ernes forsamlingshus, omplantet til bymiljø”.

Efter åbningen tog randrusianerne huset til sig. Medvirkende til Kulturhusets succes har været, at huset altid har signaleret rummelighed. Der findes stort set ikke den kulturelle aktivitet, som ikke har fundet sted i huset.

Byrådet i Randers besluttede, at der fra den 1. januar 2005 skulle være gratis adgang til de to museer i huset. Dermed har Randers et enestående kulturhus, hvor der er gratis adgang til tre store kulturarvsinstitutioner. Og både randrusianere og besøgende i byen strømmer til. Mere end 500.000 mennesker besøger hvert år Kulturhuset i Randers, og tallet er stigende.