Det gamle Rådhus og Siamesisk Samling

Adresse: Juulsbakke 1, 8400 Ebeltoft.

Åbningstid

De to udstillingssteder ligger ved siden af hinanden på Juulsbakke 1 i Ebeltoft og har ens åbningstider.

Fra 1. september - 31. maj er der åbent torsdag til søndag kl. 12 - 15.
Fra 1. juni - 31. august er der åbent  tirsdag til søndag kl. 10 - 16.
Åbent mandage i uge 7, 8, 42, mandag i påskeugen og 2. påskedag 

Lukket 1 maj, 2 pinsedag, 24. december - 1. januar

Der er gratis adgang.

Praktisk

Tingstuen i Det Gamle Rådhus danner rammen om mange borgerlige vielser - både af danskere og udlændinge - året igennem. Besøgende til Det gamle Rådhus må derfor bære over med, at de første timer af åbningstiden - på lørdage - ofte er optaget af bryllupper. Nærmere oplysning om vielse på Det Gamle Rådhus i Ebeltoft rettes til Syddjurs Kommune tlf. 8753 5000.

Det gamle Rådhus har udstilling på to etager. Siamesisk Samling ligger i bygningen lige bag Det Gamle Rådhus. Der er ingen elevator i bygningerne. Der er gratis adgang til museet.

Nærmeste parkeringsplads er Erik Menvedsvej, 8400 Ebeltoft. Det er gratis parkering.

Det gamle Rådhus

Det gamle Rådhus ligger midt i den gamle bydel i Ebeltoft. Det er bygget i 1789 - omtrent på samme sted, som byens første rådhus fra 1576.

Rådhuset var i brug indtil 1840, hvor det allerede var for lille, og et nyt blev opført på torvet, hvor Ebeltoft Kunstforening nu holder til. Fra 1840 og frem til restaureringen i 1906-09 fungerede Det gamle Rådhus som privatbolig. Derudover havde byens vægtere og brandmandskab et vagtlokale her, ligesom Folkeforeningens udlånsbibliotek i en periode holdt til i den gamle tingstue. Efter restaureringen i 1909 fik Ebeltoft Museum til huse på Det Gamle Rådhus.

På Det Gamle Rådhus kan du se udstilling af Vagtstuen, Molbostuen, Tingstuen og Fangekælderen.

Siamesisk Samling

Siamesisk Samling er en enestående samling af dyr og etnografiske genstande fra Siam, det nuværende Thailand. Samlingen er skabt af Rasmus Havmøller (1890 - 1940) og hans siamesiske hustru, Nang Boon Sri, under hans ophold i Siam fra 1914 til 1933. Samlingen kom til Ebeltoft Museum i 1940, og Rasmus Havmøller var selv med til at opstille den. Samlingen står stadig som dengang og er derfor også et monument over tidligere tiders museumsudstillinger - et kunstkammer.

Huset blev købt af Ebeltoft Museum omkring 1940 og samme år blev Rasmus Havmøllers samling fra Siam udstillet her. Forhusets facade blev grundmuret i 1845, mens man fra havesiden stadig ser det gamle bindingsværk fra 1700-tallet. Fra haven ses også baghuset, den gamle postlade, hvis navn stammer fra ejendommens funktion som posthus 1844 - 1901.