115.000 kr. til historisk undersøgelse af Maltfabrikken i Ebeltoft

Museet ønsker at afdække virksomhedens historie med hensyn til gründerfase, produktionsforhold, råvareleverandører, afsætningsforhold, arbejdsforhold, betydningen for lokalsamfundet som arbejdsplads og aftager af råvarer fra de lokale bønder og godser, men også at få besvaret spørgsmålet: hvorfor og hvordan blev en afsidesliggende maltfabrik i Ebeltoft en af landets største maltproducenter?  Dokumentationen og undersøgelsen, håber museet, vil øge interessen for fabrikken og dermed muligheden for, at fabrikken bevares i fremtiden med respekt for fortiden.

Historien om maltfabrikken er enestående for Ebeltoft, idet købstadens isolerede beliggenhed i udkanten af Djursland betød, at byen aldrig gennemgik en egentlig industrialiseringsproces. De få og små industrier, der blev grundlagt fra midten af 1800-tallet, var uden undtagelse beskæftiget med forædling af landbrugsprodukter. De to eneste egentlige fabrikker, der opstod, var S.B. Lundbergs Maltfabrik og A. Knudsens Læderfabrik. Hertil kom forskellige mindre fabrikker, der producerede emballage, trikotage og sko. De øvrige fabrikker er borte - revet ned, kun maltfabrikken står tilbage. Maltfabrikkens betydning som lokal arbejdsplads har været stor, den havde mellem 10 og 30 ansatte.

Malteventyret begyndte da købmand S.B. Lundberg i 1861 købte sin tidligere arbejdsgivers købmandshandel på tvangsauktion. Lundberg koncentrerede sig om købmandshandlen, samtidig med, at han optimerede udnyttelsen af maltkøllen ved blandt andet at opføre et nyt produktionsanlæg - maltfabrikken. Her udviklede han en virksomhed, der med tiden kom til at høre til blandt Danmarks største maltproducenter. Produktionsanlægget blev udvidet og mekaniseret ad flere omgange. En overgang var maltfabrikken Danmarks næststørste malteri, efter Horsens Bryghus (Ceres), med såvel salg til forskellige danske bryggerier som eksport til Skandinavien og Sydamerika.

Efter S.B. Lundbergs død i 1901 blev maltfabrikken drevet videre af den samme familie indtil 1981, hvor produktionen stoppede, og fabrikken blev købt af fabrikkens revisor, Bent Fredberg. Maltproduktionen blev genoptaget nogle få år i 1990’erne, og produktionen ophørte så sent som i 1997. Det er dermed endnu muligt at interviewe medarbejdere, der har haft deres gang på fabrikken og de tidligere ejere. Maltfabrikken var i Fredbergs eje, til han i 2000 afhændede den til projektudvikler Henrik Thomsen. Der er ikke foretaget større ændringer af maltfabrikken, siden den nye spiresal blev bygget i 1962. Det er dermed muligt at dokumentere fabrikkens interiør, maskineri og produktionsgang. Dog er fabrikkens siloanlæg, der blev opført i 1960 og 1964, nedrevet omkring 2004. I dag fremstår Lundbergs Maltfabrik meget markant i Ebeltofts bybillede dels på grund af bygningernes røde farve, dels bygningernes historicistiske byggestil med kamtakkede gavle og dels på grund den imponerede størrelse som byens eneste industrianlæg.

Den indsamlede viden vil blive anvendt til en særudstilling om anlægget, til byvandringer, til foredrag, til artikler i den lokale presse, til en artikel i museets årbog 2012 og en rapport til Miljø og Teknik i Syddjurs Kommune. 

For yderligere information om undersøgelsen kontakt museumsinspektør Hanne Schaumburg Sørensen på tlf. 87 12 26 00 eller hss@museumoj.dk.









Sidst opdateret: 24.05.2012
E-mail til redaktør: Lone Hedegaard Kristensen



Nyt på museumoj.dk

Hyggelig åbning af særudstillingen Min ting - min historie på Museum Østjylland i Randers.

Kom til Fjordens og Kystens Dag i Fjellerup på søndag d. 19. maj kl. 11-14 og hør de herlige historier om fiskeriet ved Fjellerup gennem tiden.

Torsdag d. 16. maj er der Museum for de små på Håndværksmuseet.
Museum Østjylland · Randers, Djursland · Stemannsgade 2 · 8900 Randers C · Tlf.: 87 12 26 00 · mail@museumoj.dk