Museum Østjyllands Årbog 2012 er udkommet
224 sider sprængfyldt med nogle af de bedste historier fra en stor del af Østjylland. Det er, hvad Museum Østjyllands Årbog 2012 byder på, og nu får du mulighed for at dykke ned i alle herlighederne og blive meget klogere på den østjyske egn.
Museum Østjyllands omfangsrige årbog 2012 er i handlen midt i december og fyldt med historier fra et spændende område af Danmark.
Den billedspækkede årbog rummer 22 artikler, der tager dig med på en farverig rejse ind i den allerældste fortid rækkende helt frem til nutiden. Et væld af historiske fotos, delikate billedoplevelser og illustrationer skaber tilsammen rammerne for en ganske særlig kulturhistorisk læseoplevelse. Artiklerne spænder bredt over emnerne arkæologi, historie, bevaring og formidling, og geografisk spreder artiklerne sig over Randers, Syddjurs og Norddjurs kommuner, som er Museum Østjyllands ansvarsområde.
”Med mere end 20 artikler, der alle indeholder ny viden fra museets arbejdsmark, viser årbogen, at museets faglige medarbejdere har haft et produktivt år. Der er skabt en masse ny viden om historien og arkæologien i Norddjurs, Syddjurs og Randers kommuner, og den viden glæder vi os over at kunne dele med publikum i den nye årbog,” siger Museum Østjyllands chef, Jørgen Smidt-Jensen.
• I årbogen kan man for eksempel komme med på udgravning i det, man med lidt god vilje kunne kalde Nordens Pompeji. En landsby ved Glesborg på det nordlige Djursland blev nemlig i bronzealderen pludselig dækket af et tykt lag flyvesand. Det betød, at beboerne ikke længere kunne leve i landsbyen og måtte tage flugten. Imidlertid forseglede sandet sporene efter landsbyens beboere og deres dyr, så de arkæologiske udgravninger på stedet har kunnet bringe os helt tæt på vores forfædre og give ny viden om livet i bronzealderen.
• Helt tæt på en af vores ældste forfædre (eller formødre) kommer læseren af årbogen også i artiklen om forskernes rekonstruktion af et 4000 år gammelt barneansigt. Rekonstruktionen bygger på et af de forholdsvis få barneskeletter, vi kender fra stenalderen, et skelettet af en 7-årig pige fundet ved udgravning i Tørring Kær nordøst for Randers. Med rekonstruktionen, som får sin plads i museets udstillinger, bliver det fremover muligt bogstavelig talt at stå ansigt til ansigt med fortiden.
• Museum Østjyllands årbog byder dog også på møder med en mere nær fortid. Det gælder blandt andet i bogens artikel om Maltfabrikken i Ebeltoft, der nærmest som en middelalderborg stadig troner i byen som et fantastisk fysisk industriminde. Maltfabrikken rummer en mindst lige så fantastisk og dramatisk historie, og fabrikken er måske er et kommende multihus fyldt med kunst, kultur og kreative erhverv.
Årbogen fra Museum Østjylland er den anden i rækken, siden museet blev en realitet ved en fusion 1. januar 2011.
”Med sit meget store og brede indhold viser årbogen, at det nye museum er kommet godt fra start. Vi har fået forløst nogle af de potentialer, man kunne forvente af et stort og stærkt, fusioneret museum,” siger Museum Østjyllands chef, Jørgen Smidt-Jensen.
Årbogen kan købes i Museum Østjyllands museumsbutikker i Randers, Grenaa og Ebeltoft.